Hanstholm VE Forening

Hanstholm VE Forening er stiftet med støtte fra Thisted Kommune som et samarbejde imellem borgerne i Hanstholm, Ræhr/Vigsø og Klitmøller med henblik på at sikre lokalsamfundene medindflydelse på den Vedvarende Energi (VE)-udvikling i lokalområdet. For nuværende er der 3-4 VE projekter under udvikling, der alle rummer forskellige udfordringer og muligheder for lokalområdet. Nogle af projekterne er meget kontroversielle i lokalområdet og vi søger derfor at skabe en modererende lokaldemokratisk proces, så vi som lokalsamfund kan forholde os til projekterne samlet, uden af udefrakommende aktører vil kunne spille dele af lokalområdet ud imod hinanden til ugunst for alle.

Der er skabelsen af denne lokaldemokratiske proces vi søger støtte til. Endemålet er et lokalt ejerskab til de anlæg lokalbefolkningen bakker op omkring i lokalområdet, og at ejerskabet placeres i en almennyttig fond, der skal fremtidssikre områdes udvikling, velfærd og vækst. VE-anlægget skal som sagt ejes af en almennyttig fond, der oprettes med den formålsparagraf, at understøtte lokalsamfundets udvikling på 4 måder.

1) Støtte til den grønne omstilling. Herunder gratis energirådgivning i forhold til energirenovering af private ejendomme, samt støtte og teknisk rådgivning i forhold til fjern- og nær-varmeløsninger i energiforeningens-området. Endeligt vil fonden sikre oprettelsen af et VE-fællesskab der skal sikre at den lokalt producerede grønne energi bruges mest muligt effektivt.

2) Vækst og arbejdspladser. 1/5 del af fondens overskud skal anvendes som investeringsvillig kapital for at tiltrække produktion til området. Vi forestiller os f.eks. opslag på tekniske universiteter for at tiltrække unge iderige mennesker. Fonden vil kunne medfinansiere deres opstart, imod placering af produktion og p-nummer i lokalområdet samt medejerskab.

3) Støtte lokal kritisk infrastruktur. Det kan være sikring af den sidste købmand i en landsby, spejderhytter, cykelstier, skoletilbud eller andet, der vurderes af kritisk betydning for velfærden i det lokale område.

4) Sociale lokale forhold af afgørende betydning for lokalområdet. Det kunne være støtte til fritidslivet, naturgenopretning eller lignende forhold, der har betydning for trivsel og velfærd i lokalområdet.

Udgangspunktet er, at der er et solcelleprojekt under udvikling ved Ræhr, 1-2 vindmølleprojekter under udvikling ved Hanstholm (Bl.a. på havnen), og et enormt vindmølleprojekt (midlertidigt udskudt) i havet ud for Hanstholm, som vil påvirke alle de 3 landsbyer meget mærkbart.

Hvis foreningen får lagt et delejerskab til blot et af de planlagt anlæg ind i en almennyttig lokal fond vil det kunne medføre et markant løft, hvad angår fremtidssikringen af velfærd og tiltrækning af nye arbejdspladser til lokalområdet. Da der allerede er fremkommet tilbud fra projektudviklere på medejerskab til lokalsamfundet, er det yderst realistisk, at fonden bliver oprettet. Det kræver blot at lokalsamfundet er organiseret og vil bakke op om projekterne som det forudsættes i kommunens nye VE-plan.

Forskningen viser at lokal modstand imod vedvarende energianlæg kan brydes, hvis folk oplever at de medinddrages og at de får fordele af anlæggene. Fordelene ved anlæggene realiseres bredest muligt i lokalbefolkningen gennem fondskonstruktionen, hvor alle, uanset om de selv har penge eller ej at investerer i anlæggene, kan opleve at anlæggene også bliver til deres fordel. Det nyskabende er altså genskabelsen af en lokalfunderede VE-udvikling, hvor lokalsamfundene er aktører i den Grønne omstilling i stedet for dens ofre. Nyt i forhold til 90’erne er at processen grundet anlæggenes størrelse er langt bredere og lagt and på lokaldemokratiske præmisser.

Frygten er at uden en god og bred lokaldemokratisk debat, så vil lokalsamfundet vende sig imod anlæggene. VE-udviklingen vil gå lokal-området forbi, og en gylden mulighed for at sikre ny fremgang i velfærd og vækst i Hanstholm og omegn vil blive spildt.